Profil
Efter 15 år inden for HR-området etablerede jeg firmaet
UConsult, som primært beskæftiger sig med kursusvirksomhed inden for temaerne ledelse og kommunikation. Dialog & Dans er en form for underafdeling af U
Consult, hvor dans og bevægelse er de primære teknikker til at skabe større bevidsthed om bl.a. samspillet på arbejdspladsen.
Jeg er uddannet cand. merc. i personaleudvikling og arbejdspsykologi, organisationsteori og generel psykologi, og min erfaring inden for HR dækker dels det personalepolitiske aspekt via arbejdet med værdigrundlag, interne regler og udviklingsværktøjer, og dels det pædagogiske i form af udvikling og afholdelse af kurser, seminarer og teambuildingsaktiviteter.
Min danseerfaring går mange år tilbage - først inden for sportsdans, hvor jeg tog mine første trin som 4 årig. Derefter har jeg beskæftiget mig med bl.a. jazzballet, showdans, jitterbug og step, og - i en mere moden alder - har jeg dyrket salsa, argentinsk tango og Lindy Hop.
Som underviser har jeg primært erfaring med argentinsk tango, og i mindre skala med salsa og swing. Jeg har undervist i tango i knap 20 år og har desuden optrådt i mange forskellige sammenhænge - bl.a. med det formål at dele min begejstring for tangoen med andre.